tirsdag den 14. februar 2012

Twister, Flint og Fanny









Jeg har fået ny hund. Nåh ja ny og ny, han flyttede ind den 24. oktober 2011. Bodil Rüsz (Kennel Black'n Blue) havde en hvalp, hun gerne ville have aktiveret/socialiseret og trænet. Han skulle efter planen til Australien sammen med en søster, når han blev lidt ældre, men da Bodil selv skulle beholde både en tæve- og en hanhvalp, ville hun gerne have hjælp. Det var fatalt - i hvert fald når man ikke skulle have en hund mere i huset - for jeg forelskede mig hurtigt i Twister (Black'n Blue's Twist & Shout), og da det så viste sig, at han ikke skulle down under, jah så kunne han jo kun blive her, og nu er han officielt registreret med mig som ejer. Han blev taget super godt imod af de andre hunde. Fanny legede med ham fra første dag, Flint syntes dog det var noget opreklameret fis, det der hvalpesjov. Men efter et par uger fandt drengene sammen, så meget at Fanny ind imellem bliver sur over at de leger så meget, så får Twister lige en opsang, og så er der ro på igen. Twister er en ungarsk hyrdehund, en puli. Twister har været på et par skuer, og har begge gange fået en rigtig flot kritik, men om det bliver en af vores fremtidige aktiviteter, står hen i det uvisse. Hvis han skal være udstillingshund, skal han jo have fuld pels med snore til gulvet. Det er en noget upraktisk ting, når min hovedinteresse er lydighed. Snorene er ikke så praktiske i en 4 min. fællesdæk, men han får ikke fuld pels før hen ad 3 års alderen, så jeg tager det roligt. Jeg har fået et forslag som går ud på at han får snore, men at jeg holder dem i 10 cm. længde, så kan han jo stadig have et aktivt liv. Vi går til hvalpetræning i DCH Støvring under Helenas kompetente ledelse, det elsker vi begge. Det har nemlig til min store glæde vist sig, at han er lige så glad for træning, som mine border collier, og han er lige så lærenem. Der skal ikke mange forsøg til før den sidder i skabet. Jeg havde på forhånd fået at vide, at pulier kan være lidt svære at holde fangne, forstået på den måde at rigtig mange gentagelser ikke er den store succes. De vil meget gerne arbejde, men keder sig ved gentagelser. Det oplever jeg nu ikke længere, han kan lave mange gentagelser og med samme iver - men der er selvfølgelig også belønninger hele tiden. Der ud over går vi til ringtræning hos Annick, det keder ham lidt, så han sætter sig og siger: lav nu noget. Men her skal han jo bare stå og se smuk ud og så ellers løbe pænt når det kræves, og så skal han på bord og pilles ved ØV. Han er en utrolig hund, og så er det rigtig sjovt efter 7 border collier at få en anden race, og for første gang har jeg ikke valgt hunden. Han har så meget ro i hovedet i alle situationer, jeg har ikke mødt andre pulier end Bodils, så jeg ved ikke om det kendetegner racen. Der er ikke så mange i DK, sidste år kom der 13 til DK, enten født her eller importeret. Border collierne er trofaste og ligger sjældent langt fra mig, i hvert fald har de et øje på hver finger, for tænk hvis mor rejser sig og vi skal ud. Twister der i mod ligger helt tæt altid, og han følger mig rundt i huset. Mit eneste træningsproblem lige pt er at når vi har været på gå tur uden snor, og han opdager at de andre nu er kommet i bilen, så er han svær at fange. Ja han skal nærmest fanges men de nye tuber med leverpostej er for fristende, så i dag gik det super, men i morgen ved han jo hvad den leg gik ud på. Udspekulerede rad.
Fanny er blevet Øvet rally mester, så det går fint med hende. Hun er blevet glad for vores samarbejde.
Med Flint er der en del ting, som skal finpudses og gøres mere sikre, men det går rigtig fint fremad.